Jørgen Poulsgaard, bestyrelsesformand i RAH

Turbo på den grønne omstilling: RAH opsætter otte lynladere i det vestjyske

Nu bliver der for alvor skruet op for lade-infrastrukturen i det vestjyske. RAH-koncernen har besluttet at opsætte otte 150 kW-lynladere i flere vestjyske byer.

I de kommende måneder sætter RAH turbo på udbredelsen af lynladere i det vestjyske. Virksomheden investerer fem til ti millioner i projektet og har herudover modtaget tilsagn om puljemidler fra Vejdirektoratet.

RAH er glade for at være blevet tilgodeset i Vejdirektoratets puljeordning og hilser det gode initiativ til at støtte lynladerprojekter velkommen.

”Historien om hønen eller ægget er forbi! Lade-infrastrukturen skal være på plads, hvis vi vil have folk til at købe elbiler,” udtaler direktør i RAH-koncernen, Jacob Møller, og tilføjer:

”Det nytter ikke, hvis FN’s Verdensmål blot er en roset i knaphullet. Verdensmålene er noget, vi skal arbejde med og føre ud i livet. Det gør vi med dette projekt.”

Skaber værdi for hele lokalområdet

RAH ønsker med millioninvesteringen at være med til at sikre områdets udvikling, skabe værdi i RAH’s område og bidrage til den grønne omstilling:

”Projektet understreger værdien af andelshaver skabet. RAH kan, som lokalt andelsselskab, være med til at facilitere den grønne omstilling i forhold til elbiler og dermed mere fossilfri transport og samtidig understøtte lokalområdets udvikling,” udtaler Jørgen Poulsgaard, bestyrelsesformand i RAH.

Opsætningen af lynladere, der påbegyndes i næste uge og forventes færdiggjort i 2022, sker bredt i hele RAH’s område. Fra Thorsminde i nord til Bjerregård i syd og fra Hvide Sande i vest og til Brejning-området i øst.

”Vi er meget glade for den lokale opbakning fra lodsejere i området. Uden dem, intet projekt. Samarbejdet med lodsejerne gør, at vi i fællesskab kan skabe grøn omstilling i Vestjylland,” siger Jacob Møller.

Lynladere skal fremtidssikre

Lynladerprojektet er sat i verden for at skabe værdi i det lokale, men er samtidig med til fortsat at gøre lokalområdet til en attraktiv og et fremtidssikret område.

”RAH vil gerne give noget tilbage til vores lokalområde. Ved at gå foran på lade-infrastrukturen, bidrager vi til en fortsat udvikling af lokalområdet. Udover at skabe værdi for områdets borgere og understøtte yderligere bosætning og erhvervsliv, skal lynladerne også være med til at sikre, at Vestjylland fortsat er en attraktiv og fremtidssikret destination for de mange turister, der hvert år besøger vestkysten”, udtaler Jørgen Poulsgaard.

I arbejdet med projektet har det været essentielt, at lynladerne skal kunne benyttes af alle og på lige vilkår.

”Det er vigtigt for RAH, at løsningen er neutral. Alle og enhver, der har brug for at lade deres bil i området, skal have mulighed for det. Uanset om du er borger, pendler, erhvervsdrivende eller turist, skal du kunne tilgå lynladerne til samme fair og konkurrencedygtige pris og uden at være medlem af en særlig klub. Det mener vi er ansvarsfuldt og ordentligt,” siger økonomi- og udviklingschef i RAH, Søren Mortensen.

”Det er dejligt, at vi som andelsselskab kan være med til at drive udviklingen af vores område. Vi kommer jo fra en egn, hvor vi er vant til at løfte i flok. Og der er jo ikke noget, der slår handling,” slutter Jørgen Poulsgaard.