
ECSMV – grøn omstilling i virksomheder
Omkring 740 små og mellemstore virksomheder i 18 kommuner i Region Midtjylland skal i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2022 screenes for mulighederne for at reducere energiforbrug, materialer og affald.
Virksomhederne kan søge 57.000 kr. til en ekstern rådgiver, som kan hjælpe med at udarbejde en grøn forretningsmodel. Virksomheder, som får en grøn forretningsmodel, kan yderligere søge op til 200.000 kr. i implementeringsstøtte.
I Ringkøbing-Skjern Kommune var det målet at opnå en samlet besparelse på ca. 300 ton CO2 om året. Allerede i foråret 2021 havde deltagende virksomheder i kommunen opnået en besparelse på over 800 ton CO2.
Symbioser og værdikæder
I 2020 fik ECSMV en bevilling på yderligere 5 mio. kr., som skal bruges til at etablere symbioser og værdikæder. Det går kort ud på at parre virksomheder i regionen, som kan have gavn af hinandens restprodukter. På den måde kan nogle virksomheder sælge deres affald i stedet for at bruge penge på at bortskaffe det og andre virksomheder kan få billige råvarer fra naboen i stedet for at importere det.
Det samlede budget er på 50 mio. kr., som kommer fra EU’s Regionalfond, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Erhvervsstyrelsen og egenfinansiering fra de deltagende kommuner og virksomheder.
ECSMV udtales ”easy smv” og er en forkortelse for projektets mundrette navn: ”Energieffektivisering og CO2-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland”. Projektet er styret af Ringkøbing-Skjern, Skive og Aarhus kommuner og det tre mand store projektsekretariat holder til på rådhuset i Ringkøbing.
Læs mere om ECSMV
Videoen fortæller om projektets resultater, og de virksomheder, der har været igennem et forløb for at få udviklet en grøn forretningsmodel.